Skuldersmerter

Skulderleddet er et kompliceret led; et kugleled hvor bevægelser kan foregå i alle retninger. Leddet er omgivet af ledkapsel, ledbånd og sener, som alle sammen i et fint samspil støtter og sikrer leddets funktion og bevægelighed. Slimsække ligger som stødpuder, der sikrer at senerne glider smidigt i forhold til hinanden. Overarmsknoglen holdes på plads mod skulderbladet af 4 stabiliserende muskler, rotator-cuff-musklerne. Deres funktion er at stabilisere skulderleddet og hjælpe til rotation af armen.

Primære årsager til skuldersmerter:

• Skade i de stabiliserende muskler. 
Det kan være en akut skade ved fald eller sport. Det kan være en kronisk skade som en komplet overrivning eller en irritations- og betændelsestilstand.

• Overbelastningsskader
Følger efter at skulderen har været ude af led kan give både muskel- og seneskader. Irritation af slimsæk og sener kan forekomme hvis skulderens ledhoved bliver afklemt ved bevægelse af armen.

• Frossen skulder 
Er en langvarig smertetilstand som kan inddeles i 3 faser (frysende, frossen og optøende). Alt efter hvor du er henne i faserne, er det vigtigt at tage højde for hvilken behandling og træning der kan hjælpe dig til at blive smertefri.

Sekundære årsager til skuldersmerter:

• Strukturer i nakke og skulderåg
Nerveirritation og rodtryk kan give symptomer ud i armen. Muskulære spændinger i nakke og skulder kan afklemme kar og nerve og forårsage skuldersmerter.

• Gigtsygdomme 

Tennis- og golfalbue

Tennisalbue opstår typisk ved gentagne ensidige bevægelser, og symptomerne kommer ofte snigende. Ved gentagne overbelastninger af muskel- og senefæster i albuen til knogle og knoglehinde opstår småbristninger med blødning. Dette giver irritation og starter en inflammatorisk reaktion. Musklerne i albuen udspringer fra et ganske lille område, hvorfor de kræfter musklerne udøver giver en høj belastning pr. arealområde. 

Symptomer på tennisalbue:

• Smerter på albuens yderside, som kan stråle op langs overarmen og nedad langs underarmens yderside.
• Ømhed ved tryk på knoglefremspringet på albuens yderside.
• Smerte ved knoglefremspringet på albuens yderside, når håndleddet bøjes opad mod modstand.
• Svaghed i håndleddet, som medfører besvær med at løfte en kop, vride en klud eller åbne en dør.

Symptomer på golfalbue:

• Samme symptomer som tennisalbue, men er lokaliseret til knoglefremspringet på albuens inderside.
• Tydelig ømhed på albueleddets indvendige knoglefremspring.
• Smerte ved knoglefremspringet på albuens inderside, når håndleddet bøjes nedad mod modstand.